Jeg er sgu en gammel sømand, der har prøvet lidt af hvert. Om jeg
fortryder noget? Næææ ... Der skal penge i kassen, det er et af livets vilkår.
Min trawler Sussi, hun var stor og grov - ja, det var jo ikke mit skib, men
dengang var jeg skipper.
En gammel trawler, bygget om til en flydende konservesfabrik. Hun var
effektiv og lå godt på vandet. Et stormvejr med 8 meter høje bølger rokkede
ikke Sussi det mindste.
Vi fangede mest makrel, tun og sardiner, men allerede på det tidspunkt
var havene næsten tomme. Det var en svær tid, skibsrederne gik konkurs på
stribe.
Engang sejlede vi forgæves rundt i to måneder, og mandskabet var ved at
miste modet. For at være lidt god ved folkene rundede jeg sydspidsen af Afrika
og sejlede lidt nordpå mod Seychellerne til en lille ø ved navn Bird. Med solen
i nakken kastede vi anker. Vi tog et par dage, hvor vi badede, festede og sov
under stjernerne. For at gøre en
lang historie kort - et par
af mændene gik en længere tur rundt på øen. De var væk i nogle timer, da de
pludselig kom løbende tilbage.
De havde gjort et fund.
Vi gik alle med til øens vestlige bred. Så skulle vi være stille, og fra
et skjul bag nogle buske så vi noget i vandkanten. Det var havfruer! Ja, det er
sgu rigtigt ... havfruer! Med hale og det hele. Først var de lidt svære at få
øje på, for de var noget mindre, end jeg havde forestillet mig. Jeg kunne
faktisk slet ikke få øje på dem, før jeg lånte en kikkert.
De var meget små ... vel på størrelse med en sardin. De lå og tog solbad
i sandet.
Engang imellem bugtede en af havfruerne sig som en sæl ned til vandet og
svømmede ud.
Da vi kom tilbage til vores lejr, var vi fortumlede. Der var meget
stille i lang tid.
Jeg tror, vi alle tænkte det samme, men ingen turde sige det højt. Så
gjorde jeg det,
for det var jo mig, der var skipperen.
“Vi har et problem, et stort problem, her er måske en løsning. Folkens!
Hvordan
tror I, de havfruer smager? Øh ... jeg mener, det er vel en slags fisk,
ikke?”
Vi
diskuterede frem og tilbage, og så blev sagen afgjort ved håndsoprækning. Alle
undtagen én stemte for. Ham måtte vi desværre efterlade på øen. Det var
vigtigt, at alle stod sammen. Om det var synd for havfruerne? Næ, det kan jeg
ikke se. I nogle lande spiser man aber, og forskere siger, at grisen genetisk
ligger meget tæt på
mennesket.
Vi slæbte vores net langs hele kysten og stoppede først, da lastrummet
var fyldt,
og så gik turen hjemad. Vi fjernede hovedet, så folk ikke kunne se, om
det var en sardin eller en havfrue i tomatsauce. Fire i hver dåse og låget på.
Føj da, hvor det gik godt! Vi tog tilbage til Bird mange gange for at fiske
havfruer, og der var ingen problemer med at afsætte dem. I den periode var
Sussi den eneste trawler, der altid kom i havn med lasten fuld. Vi arbejdede
hårdt og tjente penge, rigtigt mange penge. Jeg købte en lækker sportsvogn, de
andre brugte deres på fest og sjov.
Men så gik det galt. Første gang var det en bondekone fra Nordjylland,
der med rædsel fandt en hel havfrue i en sardindåse. Det går jo hurtigt, når
man står og pakker fisk, så selv om folkene havde fået besked på, at de skulle
være ekstra opmærksomme på at få hovederne af, ja, så sker det alligevel, at en
hel smutter med. Politiet afhørte os flere gange, men vi benægtede alt, og
ingen sladrede. Så dukkede der flere og flere eksempler frem, og nysgerrige
journalister begyndte at grave i sagen. Pludselig havde de fundet frem til
vores efterladte sømand på Bird. For dælen da, sikke en ballade! Jeg flygtede
ud af byen en nat, efter at et par af folkene var havnet i spjældet. Jeg fik et
lift med en lastbil, der skulle sydpå. Jeg stoppede ikke, før jeg kom til Ny
Guinea, hvor jeg tog hyre på en båd, der sejlede mellem Port Moresby og
Albatross Bay. Der gik adskillige år, før jeg turde vende tilbage. Nu er sagen
heldigvis glemt.
Jeg har egentlig aldrig forstået postyret. Hvorfor kan man ikke spise
havfruer? Det er da bare en fisk ligesom makrel. Havfruer smager faktisk
udmærket. Tag en skive groft brød, godt med smør, fisken ovenpå og til sidst et
par løgringe. De smager sødt. Men det, som er specielt, er den følelse, man har
bagefter. Den sidder i maven. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er en gammel
sømand, men det er, som om jeg fornemmer havets sug.