"Tatovørens søn"
Forlaget Alma 2007

"Tatovørens søn" er en novelle-
samling med 18 små noveller. 
Bogen er illustreret med s/h tegninger.

Bogen er til unge og voksne.
 

Sardin i tomat

 

Jeg er sgu en gammel sømand, der har prøvet lidt af hvert. Om jeg fortryder noget? Næææ ... Der skal penge i kassen, det er et af livets vilkår. Min trawler Sussi, hun var stor og grov - ja, det var jo ikke mit skib, men dengang var jeg skipper.

       En gammel trawler, bygget om til en flydende konservesfabrik. Hun var effektiv og lå godt på vandet. Et stormvejr med 8 meter høje bølger rokkede ikke Sussi det mindste.

       Vi fangede mest makrel, tun og sardiner, men allerede på det tidspunkt var havene næsten tomme. Det var en svær tid, skibsrederne gik konkurs på stribe.

       Engang sejlede vi forgæves rundt i to måneder, og mandskabet var ved at miste modet. For at være lidt god ved folkene rundede jeg sydspidsen af Afrika og sejlede lidt nordpå mod Seychellerne til en lille ø ved navn Bird. Med solen i nakken kastede vi anker. Vi tog et par dage, hvor vi badede, festede og sov under stjernerne. For at gøre  en lang historie kort -   et par af mændene gik en længere tur rundt på øen. De var væk i nogle timer, da de pludselig kom løbende tilbage.

       De havde gjort et fund.

       Vi gik alle med til øens vestlige bred. Så skulle vi være stille, og fra et skjul bag nogle buske så vi noget i vandkanten. Det var havfruer! Ja, det er sgu rigtigt ... havfruer! Med hale og det hele. Først var de lidt svære at få øje på, for de var noget mindre, end jeg havde forestillet mig. Jeg kunne faktisk slet ikke få øje på dem, før jeg lånte en kikkert.

       De var meget små ... vel på størrelse med en sardin. De lå og tog solbad i sandet.

Engang imellem bugtede en af havfruerne sig som en sæl ned til vandet og svømmede ud.

       Da vi kom tilbage til vores lejr, var vi fortumlede. Der var meget stille i lang tid.

Jeg tror, vi alle tænkte det samme, men ingen turde sige det højt. Så gjorde jeg det,

for det var jo mig, der var skipperen.

       “Vi har et problem, et stort problem, her er måske en løsning. Folkens! Hvordan

tror I, de havfruer smager? Øh ... jeg mener, det er vel en slags fisk, ikke?”

            Vi diskuterede frem og tilbage, og så blev sagen afgjort ved håndsoprækning. Alle undtagen én stemte for. Ham måtte vi desværre efterlade på øen. Det var vigtigt, at alle stod sammen. Om det var synd for havfruerne? Næ, det kan jeg ikke se. I nogle lande spiser man aber, og forskere siger, at grisen genetisk ligger  meget tæt på mennesket. 

       Vi slæbte vores net langs hele kysten og stoppede først, da lastrummet var fyldt,

og så gik turen hjemad. Vi fjernede hovedet, så folk ikke kunne se, om det var en sardin eller en havfrue i tomatsauce. Fire i hver dåse og låget på. Føj da, hvor det gik godt! Vi tog tilbage til Bird mange gange for at fiske havfruer, og der var ingen problemer med at afsætte dem. I den periode var Sussi den eneste trawler, der altid kom i havn med lasten fuld. Vi arbejdede hårdt og tjente penge, rigtigt mange penge. Jeg købte en lækker sportsvogn, de andre brugte deres på fest og sjov.

       Men så gik det galt. Første gang var det en bondekone fra Nordjylland, der med rædsel fandt en hel havfrue i en sardindåse. Det går jo hurtigt, når man står og pakker fisk, så selv om folkene havde fået besked på, at de skulle være ekstra opmærksomme på at få hovederne af, ja, så sker det alligevel, at en hel smutter med. Politiet afhørte os flere gange, men vi benægtede alt, og ingen sladrede. Så dukkede der flere og flere eksempler frem, og nysgerrige journalister begyndte at grave i sagen. Pludselig havde de fundet frem til vores efterladte sømand på Bird. For dælen da, sikke en ballade! Jeg flygtede ud af byen en nat, efter at et par af folkene var havnet i spjældet. Jeg fik et lift med en lastbil, der skulle sydpå. Jeg stoppede ikke, før jeg kom til Ny Guinea, hvor jeg tog hyre på en båd, der sejlede mellem Port Moresby og Albatross Bay. Der gik adskillige år, før jeg turde vende tilbage. Nu er sagen heldigvis glemt.

       Jeg har egentlig aldrig forstået postyret. Hvorfor kan man ikke spise havfruer? Det er da bare en fisk ligesom makrel. Havfruer smager faktisk udmærket. Tag en skive groft brød, godt med smør, fisken ovenpå og til sidst et par løgringe. De smager sødt. Men det, som er specielt, er den følelse, man har bagefter. Den sidder i maven. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er en gammel sømand, men det er, som om jeg fornemmer havets sug.

 

Anne Pedersen Frørup Byvej 26. 5871 Frørup - mobil: 41 58 83 85/ tlf. 33 25 56 46 - mail: illustration@annepedersen.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net